Beskatning aktier

Aktieudbytter og aktieavancer beskattes ens. På den måde er det principielt uden betydning om afkastet udbetales direkte som aktieudbytte eller indirekte som en stigning i aktiekursen.

Følgende aktier er almindelige aktier:

* Aktier noteret på Fondsbørsen, på en fondsbørs i EU eller EØS, eller handlet på en børs, der er medlem af World Federation of Exchanges
* Unoterede aktier, fx aktier, der handles på en autoriseret markedsplads (Dansk AMP eller First North), eller på en alternativ handelsplads
* Anparter i anpartsselskaber
* Visse investeringsforeningsbeviser.

Gevinst
Du skal betale skat af din gevinst ved salg af almindelige aktier - både børsnoterede og unoterede. Det gælder, uanset hvor længe du har ejet aktierne og uanset størrelsen af din aktiebeholdning. Gevinsten medregnes til aktieindkomsten.

Tab på unoterede aktier
Hvis du taber på at sælge unoterede aktier, skal tabet oplyses. Har du en negativ aktieindkomst, bliver skatteværdien af tabet automatisk trukket fra i dine øvrige skatter på årsopgørelsen. Hvis tabet ikke kan rummes her, overføres det til din ægtefælle eller fremføres til efterfølgende år, hvor det modregnes automatisk.

Hvis du taber på unoterede aktier, som i din ejertid har været børsnoterede, skal du trække tabet fra efter de regler, der gælder for børsnoterede aktier.

Tab på børsnoterede aktier
Hvis du taber på at sælge børsnoterede aktier, skal tabet oplyses/selvangives i rubrik 66. Tabet modregnes automatisk i aktieudbytter og gevinster ved salg - dog kun i aktieudbytter og gevinster, der er aktieindkomst og vedrører børsnoterede aktier.

Hvis du taber på at sælge børsnoterede aktier, kan tabet ikke trækkes fra i anden skattepligtig indkomst - heller ikke anden skattepligtig indkomst, der stammer fra udbytte og salg af andre aktier end børsnoterede aktier.

Hvis dit tab overstiger dine aktieudbytter og gevinster, vil det overskydende tab automatisk blive fratrukket i summen af din samlevende ægtefælles aktieudbytter og gevinster opgjort efter fradrag for din ægtefælles tab. Er der stadig et overskydende tab, bliver det overført til de efterfølgende år, hvor det modregnes automatisk.

Sådan opgøres gevinst og tab ved salg af aktier
Gevinst og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden

Gennemsnitsmetoden betyder, at gevinsten skal opgøres som forskellen mellem salgssummen for de solgte aktier og den gennemsnitlige købesum for aktierne. Den gennemsnitlige købesum beregnes på grundlag af købesummerne for samtlige aktier i hvert selskab forud for salget.